Litteratur

Kim Fupz Aakeson vinder DR Romanprisen for bog om en drabsmand på pilgrimsvandring

Kim Fupz Aakesons "Skyggen foran mig" er blevet kåret af læserne som årets bedste roman.

Af Biblioteket

Kim Fupz med DR Romanprisen på Dokk1
Foto: Frederik Tybjerg

Du kender måske Kim Fupz Aakeson fra hans elskede børnebøger om Vitello, men han har også skrevet filmmanuskripter og en lang række romaner for både unge og voksne.

Nu har han vundet DR Romanprisen for sin barske og indfølende roman om en drabsmands lange vandring. Prisen blev overrakt til den populære forfatter den 13. juni på Dokk1 i Aarhus.

Kan man gå fra sin fortid?

Efter at have afsonet en fængselsdom for drabet på sin kone begiver en mand sig ud på Caminoen. Men kan man gå fra sin fortid, og findes der en fremtid, når man bærer et drab i bagagen?

Kim Fupz Aakeson sætter fokus på forholdet mellem straf og skyld og på, hvad en årelang fængselsstraf gør ved et menneske. Side for side får læseren større indsigt i hovedpersonens smertefulde fortid, samtidig med at romanen rejser vigtige etiske spørgsmål.

Læserne har kåret vinderen

Deltagerne i bibliotekernes romanlæseklubber har haft mange meningsfulde samtaler om skyld, sorg, tilgivelse, fængselsstraf og forsoning i forbindelse med læsningen af Kim Fupz Aakesons roman.

De seks nominerede bøger bliver udvalgt af en gruppe passionerede læsere, tre fra DR og to fra bibliotekerne. Herefter bliver romanerne læst i de 135 læseklubber, der er fordelt på biblioteker over hele landet. I slutningen af maj stemmer læseklubberne om den bedste læseoplevelse. Den forfatter og roman, der får flest point, er vinder af DR Romanprisen. Nedenfor kan du se alle de nominerede bøger.

Foto: Frederik Tybjerg